Af: Leif Szuvalski

Det var en skriveøvelse på et kursus, jeg lige er kommet hjem fra. Gyldne glimt af glæde kan forhåbentligt opleves i mange relationer, men jeg valgte altså nedenstående. Nok fordi vores hunde giver så megen glæde.

Pronto sidder forventningsfuld ved siden af mig. Han er sort og klar til at leve op til racenavnet: Labrador Retriever. Retrieve: at hente og bringe. Alle hans gener er gearet til det og i hans 4. sæson som apportør, er han erfaren. Men at han sidder og venter sådan, klar til at samarbejde, er ikke tilfældigt. Det er resultatet af en stedsevarende proces, øvelser og træning, der går begge veje. Han er ikke dresseret, men vi har udviklet os sammen.

Oktobers himmel er klar, det er ikke koldt, men støvlerne er tunge af våd jord. At vi venter her, skyldes et skud. Kæden af jægere og hunde er trukket ud i hele markens bredde. Vi har bevæget os langsomt frem i trampet, jægerne er spændt op, kommer der en hare? Da skuddet lyder godt ude til venstre, stopper vi alle øjeblikkelig. Jeg er rolig, vi er på linje, og den jagt er godt ledet. Pronto kigger mod venstre. Det kommer haren, ca. 4o m ude. Den er anskudt, men kan stadig løbe.

Lige bagefter kommer der en retriever, haren vælter om. Dens skrig er gennemskærende, som et spædbarn i nød. Hunden kan ikke tage det, halen ryger ned, den vender og lusker af. Nu er haren 50m foran os, og dermed bliver det vores opgave at få den hjem.

Lige der farer beretninger om hunde, der ikke kan klare lyden, gennem mig. Så får Pronto lov. Jeg sender ham: "Pronto" Han letter, min lille jetjager, er helt oppe i topfart, halen står ud og ørerne blafrer. Pløjer han virkelig marken op? Så er han næsten fremme, haren har opdaget ham, den genoptager sit løb, men kan ikke de hurtige drej, så vælter den, lyden er stadig hjerteskærende. Pronto er fremme.

Han ser ud som om han kort overvejer det bedste greb, ignorerer tilsyneladende lyden. Så tager han et godt greb, lige på midten af ryggen, vender sig mod mig og starter tilbageløbet. Jeg ved, at han ikke vil slippe før han er tilbage, og jeg stikker hånden frem og siger tak.

Det er DET SUBLIME ØJEBLIK.

Senere da haren er aflivet og lyden er stoppet, tænker jeg, at det er godt, at vi har hunde, der kan og vil. Var den sluppet væk, ville den være overladt til en langsom død. Trampet kan fortsætte.

Glædeligvis respekterer Pronto stadig levende harer, når vi møder dem.